23948sdkhjf

Forbrugerne holdt sig lidt tilbage i butikkerne i august

Detailhandlen i august var samlet set 0,3 procent lavere end i juli, oplyser Danmarks Statistik.
Forbrugerne har holdt lidt igen i de danske butikker i august.

Detailhandlen i august var samlet set 0,3 procent lavere end i juli. Det oplyser Danmarks Statistik. Dermed er detailhandlen faldet en smule fire måneder i træk.

Faldet understreger, at opsvinget i dansk økonomi ikke er båret af kraftigt forbrug. Det mener Louise Aggerstrøm Hansen, forbrugerøkonom i Danske Bank.

- Selv om vi mærker fremgangen i økonomien både hos os selv og i samfundet, er vi stadig meget tilbageholdende med at låne penge, skriver hun i en kommentar.

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen skal det ses i sammenhæng med den økonomiske krise, vi lige har været igennem.

- Men det giver grund til at tro, at der er mere opsving i forbruget forude og dermed også i økonomien som helhed, skriver hun.

Et opsving i forbruget ligger dog ikke lige i kortene, hvis man ser på humøret hos de danske forbrugere. Det måles i den såkaldte forbrugertillid. Det er et samlet barometer for, hvordan danskere opfatter deres egen og samfundets økonomi.

- Udviklingen i detailsalget følger forbrugertilliden med cirka to måneders forsinkelse.

- Forbrugertilliden har siden juni vist et fald, hvilket kan indikere et fald i den årlige stigning i detailsalget de kommende måneder, skriver Danmarks Statistik.

Tallet for forbrugertilliden for september er 7,3 sammenlignet med 7,6 i august. Det baseres på en undersøgelse blandt omkring 1500 danskere.

Der er dog en positiv tendens for butikkerne i konkrete salgstal for sommermånederne.

For sammenligner man med sommeren i 2016, er salget faktisk steget et lille nøk. Salget i perioden juni til august steg 0,4 procent, når man sammenligner med sidste år.

Tallene er korrigeret for prisudvikling, normale sæsonudsving og effekten af handelsdage

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07